Sideløbende med udviklingen i dansk pelsdyrproduktion har det veterinære virkefelt inden for pelsdyrsygdomme også udviklet sig betydeligt. Danmark er verdens største producent af mink, og uanset hvilket job du får som færdiguddannet dyrlæge her i landet, kan du blive konfronteret med spørgsmål om pelsdyr. Både hos danske myndigheder, dyrlæger og i erhvervet er der stigende fokus på velfærd og sundhed i minkproduktionen. Der blev således i 2011 indført obligatorisk sundhedsrådgivning på danske minkgårde. Ordningen samt stramninger i lovgivningen generelt betyder, at der stilles større krav til dyrlægers og konsulenters kompetencer. Det betyder også, at antallet af praktiserende dyrlæger i Danmark, som arbejder med mink, er steget. Det er imidlertid en stor udfordring for de praktiserende dyrlæger, der arbejder med mink, at der er meget lidt tilgængelig litteratur til rådighed på området, og de få bøger, man kan finde om minksygdomme, er skrevet for mere end 20 år siden. I de mellemliggende år er nye sygdomme kommet til, og andre sygdomsproblemer har i dag mindre betydning end før. Som titlen på denne bog antyder, har det været vores hensigt at skrive om syge mink, men i allerhøjeste grad også om sundhed hos mink. Det er vores opfattelse, at der i dag er et højt sundhedsmæssigt niveau på danske minkgårde, og det er dyrlægernes og avlernes ansvar at sørge for, at dette niveau kontinuerligt opretholdes og optimeres. Vi er ikke i tvivl om, at det virker bedre at forebygge sygdomsmæssige problemer hos mink end at behandle dem, når de først er opstået. Derfor har vi også lagt stor vægt på at beskrive mulighederne for forebyggelse og smittebeskyttelse. Det sker dels i bogens første del, der består af enkeltafsnit om de forskellige sygdomme hos mink og dels i bogens anden del som handler om sundhedsrådgivning. Sygdomsafsnittene gennemgår både velkendte og nye minksygdomme. Omfang og indhold af disse afsnit varierer afhængig af, hvor meget viden der findes om sygdommenes udbredelse, symptomer, patologi, ætiologi samt om forebyggelse og behandling. Det er hensigten, at afsnittene fremadrettet kan udbygges og opdateres, efterhånden som ny viden bliver tilgængelig. Sundhedsrådgivningsdelen omhandler driftsmæssige forhold på minkgårde, som har indflydelse på minkenes sundhed og produktion. Herunder er nævnt enkelte andre emner, som den rådgivende dyrlæge kan få brug for i sit virke på minkgårdene. De enkelte emner er beskrevet på en form og niveau, som kan introducere studerende eller nyuddannede dyrlæger til driften på en minkgård. Behandlingsafsnittet er holdt i mere principielle termer, medicin og doserings forslag er kun angivet, hvor der er tale om godkendte midler. I de afsnit, hvor der findes relevant lovgivning om emnet, er de væsentligste dele af denne lovgivning omhandlende minkproduktion medtaget. Lovgivningen vil blive ændret over tid, men forfatterne har vurderet, at den dags dato gældende er relevant viden. Mange af de sygdomme, der forekommer i pelsdyrproduktionen i dag, er komplekse og multifaktorielle af natur. Derfor har det også under udarbejdelsen af bogen været en stor fordel, at forfatternes viden og kompetencer stammer fra vidt forskellige tilgange til arbejdet med pelsdyrsygdomme. Anne Sofie Hammer har erfaring i arbejde med minkens patologi og med udvikling af laboratoriediagnostik, Peder Elbek har erfaring fra veterinærpraksis og rådgivning, samt lovgivning p&a

Minksygdomme – kalender    Som følge af, at minken er sæsonbestemt monocyklisk, følger sygdomsforekomst på minkgårde som regel et udtalt sæsonafhængigt mønster. Minkens avls- og vækstsæson følger det samme mønster år efter år, styret primært af dagslængden og lys. De sygdomme, vi ser på minkgårdene i løbet af året, er ofte knyttet til minkens livscyklus. I april og begyndelsen af maj forekommer sygdomme relateret til fødsler og post partum periode. I maj og juni ses sygdomme i tilknytning til diegivning og senere til hvalpenes overgang fra mælk til fast foder. I vækstsæson fra juli til oktober vokser minkene hurtigt og der kan ses sygdomme af metabolisk karakter (eksempelvis fedtlever). Alvorlige infektionssygdomme som plasmacytose, hvalpesyge og parvo virusenteris kan ramme minkgården hele året, men med forskellig konsekvens afhængig af, hvornår smitten introduceres på minkgården. Spredning i besætningen, symptombillede og dødelighed påvirkes af hvad tid på året sygdommen rammer og dermed hvilken alderssammensætning og dyretæthed der er i besætningen. Der vil kunne forekomme skader og sårinfektioner hele året. Omkring fravænningstidspunktet og i forbindelse med hormonelle ændringer i efteråret (kønsmodning initieres af aftagene dagslængde i efteråret) kan forekomme en øgning i skader forårsaget af andre mink. I parringsperioden er dyrene mere aktive og bliver håndteret mere, hvilket kan være årsag til stress. I denne periode ses størst forekomst af nekrotiserende pyodermi (FENP) og sår som følge af afrevne potekallus. Nogen foderbårne sygdomme kan ses på alle tidspunkter på året. Men de unge dyr i vækstperioden (i sær hanhvalpene der har det relativt højeste foderindtag) vil ofte være mere disponerede for foderbårne infektioner og forgiftningerne i denne periode. Botulisme og diverse infektionssygdomme kan udløses af råvarer af dårlig kvalitet. Foderbårne infektioner kan forekomme hele året, men for nogen agens er der et vindue, hvor minken er mere modtagelig. Det gælder eksempelvis infektioner med Clostridium limosum og salmonella som ses i drægtige tæver og clostridieinfektioner hos minkhvalpe i tandskifte. Lopper lever af og ved minkene hele året, men er især i diegivningsperioden og ved pelsning til stor gene for dyr og mandskab.             Skemaet viser sæsonforekomst af udvalgte minksygdomme:

Clostridieinfektioner hos mink af Anne Sofie Hammer, Peder Elbek og Tove Clausen Forekomst, betydning og ætiologi Der er meget få tilgængelige beskrivelser af clostridieinfektioner hos mink. Der er i de seneste år registreret udbrud forårsaget af Clostridium septicum infektioner hos minkhvalpe i forbindelse med tandskifte. Da flere minkgårde med udbrud var tilknyttet samme foderproducent, har man haft en mistanke om foderbåren sygdom. Cl. carnis-lignende organismer, Cl. oedematiens og Cl. charvoi, er også beskrevet i forbindelse med foderrelateret sygdom. Cl. perfringens er isoleret fra tarmen hos mink med diarre og beskrevet som årsag til enterotoxicose (associeret med rå, ubehandlede råvarer. Da Cl. perfringens imidlertid ofte isoleres fra tarmen hos raske mink, er betydningen imidlertid uklar. Cl. limosum er beskrevet i forbindelse med aborter og livmoderinfektioner hos hunmink (se afsnit vedrørende Cl. limosum endometritis). Symptomer og patologi Der er kun få rapporter, som beskriver clostridieinfektioner hos mink. Typisk beskriver disse rapporter foderrelateret sygdom karakteriseret af pludselige dødsfald. I tabel 1 beskrives symptomer og patologi rapporteret for forskellige typer af clostridier. Tabel 1. Symptomer og patologi beskrevet for clostridieinfektioner hos mink. Agens Symptomer Patologi Clostridum septicum Pludselige dødsfald, svulne hoveder Ødem og gasproduktion i subkutane væv i hovedregionen. Forekomst ved tandskifte. Clostridium carnis Pludselige dødsfald Ikterus, petechiale blødninger i leveren, svulne nyrer med talrige subkapsulære petechiale blødninger Clostridium charvoi Pludselige dødsfald, høj dødelighed, tab af appetit, koma Ødem og stase i subkutane væv, ødem og gasbobler i bagkroppens muskulatur, forstørret milt og enteritis Clostridium perfringens Pludselige dødsfald, diarre Enteritis Clostridium limosum Pludselige dødsfald blandt drægtige hunmink, aborter. blodigt flåd fra kønsåbningen. Opløsning af uterusvævet, hvor fostre og nedbrudt uterusvæv flyder ud i bughulen. Nogen gange kan ses gasbobler i uterusvævet. Nogen gange ses enteritis. Diagnostik Clostridium spp. kan påvises ved anaerob dyrkning. Differentialdiagnostik Infektioner med Cl. septicum infektioner kan forveksles med andre årsager til ”svulne hoveder”, herunder tandbylder og eosinofil myositis. Forebyggelse og behandling Ofte forekommer dødsfald pludseligt med kun kortvarige eller ingen symptomer forud for dødsfaldet. Behandling når i disse tilfælde ikke at blive relevant. Antimikrobiel behandling kan forsøges. Infektion med clostridier er blevet associeret med foder kontamineret af dyr, der er døde, eller som har været bærere af bakterierne, samt uhensigtsmæssig håndtering af råvarer. Omhyggelig selektion af råvarer og rengøring af udstyr, der kommer i kontakt med foderet, er en vigtig del af forebyggelse af infektion med clostridier. Forebyggelsen består i, så vidt det er muligt, at undgå patogene typer af clostridier i råvarer og foder.       I nogle typer af råvarer vil der altid være clostridier til stede. Det gælder typisk råvarer, der indeholder tarm fra andre dyrearter. Da mange arter af clostridier er sporedannende, er varmebehandling ikke tilstrækkeligt til at fjerne risiko for infektion.&

Clostridium limosum endometritis hos mink af Anne Sofie Hammer, Peder Elbek og Tove Clausen Forekomst og betydning I Danmark og flere andre nordiske lande har bakterien Clostridium limosum været associeret med aborter og dødsfald blandt hunmink sidst i april og i begyndelsen af maj. I 2014 blev der konstateret udbrud på mange minkgårde, der fik foder leveret fra den samme fodercentral. I dette tilfælde blev bakterien påvist i foderprøver og en råvare anvendt i foderet (fjerkræskrog). Ætiologi og patogenese Bakterien Cl. limosum er en obligat anaerob bakterie. Bakteriens patogenecitet er formodentlig forbundet med evnen til at producere collagenaser (enzymer, der nedbryder bindevæv). Symptomer Karakteristiske symptomer omfatter blodigt flåd fra ydre kønsveje, aborter og dødsfald. Patologi Karakteristiske patologiske fund var blodigt flåd fra ydre kønsåbning hos hunmink. Ved åbning af bughulen fandtes livmoderen delvist opløst. Livmodervævet var skrøbeligt og gik i stykker ved berøring. Døde hvalpe flød rundt i bughulen i rester af helt eller delvist opløst livmodervæv. Diagnostik Cl. limosum kan påvises ved anaerob dyrkning fra livmoderindholdet. Bakterien er langsomtvoksende (3-4 dage). I forbindelse med forskningsmæssige undersøgelser er udviklet en PCR metode til påvisning af Cl. Limosum i væv og foder. Differentialdiagnostik Den vigtigste differentialdiagnose er salmonellose. Forebyggelse og behandling Det har ved tidligere udbrud været tvivlsomt, om behandling (antimikrobielle midler) har haft nogen effekt. Dette kan skyldes, at sygdomsudbruddene optræder så akutte, at behandling ofte kommer for sent. Den bedste forebyggelse er at undgå råvarer forurenet med bakterien Cl. limosum i drægtighedsperioden.   Figur 1. Hunmink med endometritis forårsaget af Clostridium limosum. De kliniske fund hos var manglende ædelyst og blodig væske fra kønsåbningen.   Figur 1. Hunmink med endometritis forårsaget af Clostridium limosum. Ved åbning af bughulen findes livmoderen delvist opløst. Døde hvalpe flyder rundt i bughulen i rester af helt eller delvist opløst livmodervæv.           Litteratur   Biström M, Moisander-Jylhä AM, Heinikainen S, Pelkola K, Raunio-Saarnisto M. Isolation of Clostridium limosum from an outbreak of metritis in farmed mink. Acta Vet Scand. 2016.  6;58(1):49.   Cato EP, Cummins CS, Smith DS. Clostridum limosum André in Prévot 1948,165 amended description and pathogenic characteristics. Int J SystBacteriol. 1970.20(3): 305-210. Hammer AS, Andresen L, Aalbæk B, Damborg P, Weiss V, Christiansen ML, Selsing S, Bahl MI. Abortion and mortality in farm mink (Neovison vison) associated with feed-born Clostridium limosum. Vet Microbiol. 2017. 203:229-233.              

Endokarditis hos mink af Anne Sofie Hammer, Peder Elbek og Tove Clausen Andre anvendte betegnelser Hjerteklapbetændelse. Forekomst og betydning Hjertelidelser er sjældne hos mink. Forekomsten af hjertelidelser ved rutinemæssige obduktioner af dødfundne og aflivede mink er formodentlig omkring 1 promille. Kronisk endokarditis med små nydannelser på hjerteklapperne påvises lejlighedsvist hos mink. Ætiologi og epidemiologi Infektion med Streptococcus spp. kan både forekomme som lejlighedsfund hos enkelte mink og som udbrud. Streptococcus bovis og Streptococcus suis har været relateret til flere formentlig foderrelaterede udbrud af endokarditis på minkgårde tilhørende samme foderproducenter. Symptomer Pludselige dødsfald uden forudgående symptomer. Patologi Hjertet hos mink er normalt ret stort og placeret caudalt i brysthulen.  Ved endokarditis kan hjertet være endnu større. Ved åbning af hjertet kan der påvises kroniske verukøse forandringer på hjerteklapperne (endokarditis). Diagnostik Diagnosen stilles ved pato-anatomisk undersøgelse af hjertet. Differentialdiagnostik Andre sygdomme, der forårsager pludselige dødsfald uden forudgående symptomer (for eksempel smitsom lungebetændelse) Behandling og forebyggelse Endokarditis er ofte associeret med streptokokinfektioner og streptokokker. Penicillin er egnet til behandling af streptokokinfektioner. Bakterierne S. bovis og S. suis bør undgås i råvarer og foder, da begge bakterier har været associeret med foderrelaterede udbrud af verukøs endokarditis hos mink. Figur 1. Hjertet fra mink med endokarditis associeret med streptokokinfektion. Der er kroniske verukøse læsioner på hjerteklapperne.   Litteratur Pedersen K, Jørgensen JC, Dietz HH, Andersen TH. Verrucous endocarditis associated with Streptococcus bovis in mink (Mustela vison). Vet Rec. 2003. 153(9):264-8. Lund A (red.). Mink – avl og opdræt. Nordisk håndbog for minkopdrættere. Det kgl. Danske Landhusholdningsselskab, København, Danmark. 1961.    

Hvalpesyge hos mink af Anne Sofie Hammer, Peder Elbek og Tove Clausen Andre anvendte betegnelser Distemper. Forekomst og betydning Hvalpesygevirus eller canine distemper virus (CDV) er et af de vigtigste infektiøse agens hos vilde og tamme rovdyr. Det er det samme virus, som forårsager hundesyge hos medlemmer af hundefamilien (eksempelvis hund, ræv, mårhund). CDV har et usædvanligt bredt værtsspektrum og kan blandt andet inficere en bred vifte af dyr, der tilhører hundefamilien (hund, ræv, ulv etc.), mårfamilien (fritter, mink, grævling etc.) og kattefamilien (tigre og løver). CDV er udbredt til hele verden og forårsager sygdomsudbrud med høj morbiditet og mortalitet i populationer af vildtlevende dyr og pelsdyr. Rapporteret mortalitet ved udbrud hos mink varierer mellem 1 pct. og mere end 80 pct. af dyrene på inficerede minkgårde. Mortaliteten er som regel størst blandt unge dyr. De første tilfælde af hvalpesyge i danske pelsdyrbesætninger blev konstateret i 1944. Siden har forekomsten af hvalpesyge varieret meget fra år til år – og der har været perioder, hvor udbrud slet ikke er blevet påvist gennem flere år. Vaccination af hunde og mink mod CDV menes at have været medvirkende til at nedbringe antallet af udbrud. Efter en periode med varierende antal hvalpesygeudbrud var der fra 2008 til 2010 en pause, hvor ingen hvalpesygetilfælde blev påvist, hverken på minkgårde eller i vildtlevende dyr i Danmark. I 2011 blev der igen påvist hvalpesyge på tre minkgårde, i 2012 og 2013 blev der påvist hvalpesygeudbrud på mere end 60 minkgårde i Jylland. Antallet af udbrud har i de efterfølgende år været lavt, formodentlig på grund af udbredt anvendelse af forebyggende vaccination. I samme periode er CDV påvist hos ræve i Danmark og Tyskland. Ætiologi CDV tilhører slægten Morbillivirus og familien Paramyxoviridae. Viruspartiklen er kappebærende og 150-300 nm i diameter. CDV har et lineært negativ-sense, enkeltstrenget RNA-genom, som koder for de følgende virusproteiner: matrix (M), fusion (F), hæmagglutinin (H), nucleocapsid (N), polymerase (L) og phosphoprotein (P). H-proteinet er et overfladeglycoprotein ansvarligt for binding til værtscellen, og det er et vigtigt mål for neutraliserende antistoffer. H-proteinet er det mest variable protein, og dermed er H-genet det gen, der oftest bruges til at undersøge genetisk udviklingen i CDV. CDV er ret skrøbeligt uden værten og inaktiveres hurtigt af ultraviolet lys (sollys), udtørring og temperaturer over 50°C. Overlevelsestiden i kadavere er relativt kort (mindre end 48 timer). Ved køletemperaturer (4°C) kan virus dog være stabilt i flere uger, og ved opbevaringstemperaturer på -65°C kan virus overleve i årevis. CDV inaktiveres af almindelige desinfektionsmidler. Patogenese Inkubationstiden for CDV er meget variabel, fra 1-4 uger og muligvis op til 6 måneder. Minkene smittes ved inhalation af aerosoldråber eller kontakt med væske fra øjne, respirationsveje eller mundhule på inficerede dyr. Andre mulige infektionsveje er transplacental og neonatal infektion. Den første virusreplikation sker i lymfatiske celler i de øvre luftveje. I løbet af få dage opformeres CDV i makrofager og spredes til tonsiller og regionale lymfeknuder. Efter en uge kan virus påvises i systemisk lymfatisk væv, samt tarmkanalens laminapropria og leverens Kupffer's stjerneceller. Virus opformeres herefter i respirationsvejsepitel, samt epitel i intestin

Hæmoragisk pneumoni hos mink forårsaget af colibakterier af Anne Sofie Hammer, Peder Elbek og Tove Clausen Andre anvendte betegnelser: Coli-lungebetændelse, coli-pneumoni. Forekomst og betydning  Akut hæmoragisk pneumoni forårsaget af Escherichia coli er blevet påvist med stigende hyppighed på danske minkgårde gennem de sidste 5-10 år. Årsagen til den stigende forekomst er ikke kendt, men mulige bidragende faktorer er: etablering af større minkgårde, etagebure med gruppeindhusning og derved større dyretæthed. E. coli er således blevet en stadig mere vigtig differentialdiagnose til hæmoragisk pneumoni forårsaget af infektion med Pseudomonas aeruginosa. Hæmoragisk lungebetændelse forbundet med E. coli forekommer ligesom P. aeruginosa pneumoni ofte i løbet af efterårsmånederne, men giver sjældent anledning til høj dødelighed. I de fleste tilfælde ses sporadisk og fåtallig forekomst i besætningen. Der er dog ved udbrud, hvor der samtidig er infektion med influenza set betydelig dødelighed. Ætiologi og epidemiologi E. coli er en gram negativ stavbakterie tilhørende familien Enterobacteriaceae.Den er katalase positiv, oxidase negativ og fakultativt anaerob, og den optimale væksttemperatur er 37oC. Colibakteriernes rolle som primær patogen hos mink er ikke dokumenteret. Pneumonier forårsaget af colibakterier hos andre arter associeres normalt med anden underliggende primær sygdomsårsag. Colibakterier er dog beskrevet som årsag til sjældne spontane fatale pneumonier hos hunde og katte og sjældent forekommende akut pneumoni hos immunkompetente mennesker. Der er i flere tilfælde påvist samtidig infektion med influenza ved udbrud af akut hæmoragisk pneumoni hos mink forårsaget af E. coli, og formodentlig har nogle pneumonier af denne type en primær viral ætiologi. Undersøgelser har vist, at både non-hæmolytiske og hæmolytiske stammer af E. coli er et normalt fund i tarmkanalen hos både raske mink og mink med diarré eller anden sygdom, og at antallet af disse bakterier i minkens tarmkanal varierer hos forskellige aldersgrupper af mink.I et studie af Tibbets et al fra 2003 blev 40 isolater, der var blevet associeret med hæmoragisk pneumoni og septikæmi hos mink i USA serotypet og undersøgt for tilstedeværelse af virulensgener og antibiotikaresistens. Talrige serogrupper blev fundet i forsøget med de mest hyppigt på viste værende O6 og O8. Næsten halvdelen af isolaterne bar gener for colicin,75 pct. producerede aerobaktin og alle producerede enterobaktin. De fleste isolater (83 pct.) var resistente for tetracyklin, og der sås varierende resistens for sulfamethoxazole, streptomycin, ampicillin, kanamycin, gentamicin, trimetroprim/sulfamethasol, chloramfenicol og nalidixin syre. Patologi  De karakteristiske makroskopiske fund er akut hæmoragisk pneumoni.  Der ses i reglen blodigt flåd fra næse og mund, blodtilblandet indhold i thorax, en eller flere mørkerøde atelektatiske lungelapper, hvor blod siver fra snitfladen, og blodtilblandet skummende indhold i trachea. Det er ikke muligt makroskopisk at skelne mellem pneumonier forårsaget af E. coli og P. aeruginosa. Histologiske fund i lungerne er karakteriseret af ved nekrose med meget begrænset inflammation, og fundene er meget ens for hæmoragisk pneumoni forårsaget af E. coli og P. aeruginosa, dog er der påvist mindre forskelle. Svært alveolært ødem og mild lymfoid infiltration forekommer oftere ved hæmoragisk pneumoni forårsaget af

Hæmoragisk pneumoni hos mink forårsaget af Pseudomonas aeruginosa af Anne Sofie Hammer, Peder Elbek og Tove Clausen Andre anvendte betegnelser Smitsom lungebetændelse, pseudomonas pneumoni. Forekomst og betydning Pseudomonas aeruginosa blev første gang beskrevet som årsag til hæmoragisk pneumoni hos mink i 1953. Antallet af udbrud varierer fra år til år. Sygdommen er ikke lovomhandlet, og der foregår derfor ikke en egentlig officiel overvågning af forekomsten af udbrud. Uofficielle opgørelser baseret på diagnostiske indsendelser angiver, at der har været 8-50 udbrud årligt i de seneste 20 år. I Danmark påvises sygdommen næsten udelukkende i perioden fra september til begyndelsen af ​​december. Sygdommen har en meget varierende dødelighed, men kan potentielt være meget tabsvoldende med en dødelighed fra 1 pct. til 50 pct.. I ældre litteratur beskrives udbrud med 80-90 pct. dødelighed på minkgårde. Den lave dødelighed i dag skyldes formodentlig hurtig intervention, og at der som regel ikke er samtidig forekomst af andre infektionssygdomme, som kan komplicere kontrol af udbruddet, eksempelvis samtidig infektion med eksempelvis parvo virus. Ætiologi P. aeruginosa er en bevægelig Gram-negative stav, der tilhører klassen af ​​gamma-Proteobacteria i familien Pseudomonadaceae. Den er bevægelig med en unipolær flagel, er i stand til at vokse ved temperaturer på op til 42⁰C og kan vokse i miljøer med sparsom næring. P. aeruginosa er blevet dyrket fra jord, havvand, ferskvand og destilleret vand. P. aeruginosa er ikke en del af den normale mikroflora på slimhinderne hos mink, men undersøgelser har vist, at mink under visse forhold kan bære P. aeruginosa i næsehulen i flere uger uden at udvikle hæmoragisk pneumoni. Bakterien er beskrevet som et patogen både hos planter, forskellige ikke-pattedyr og pattedyr, herunder mennesker. Minker den eneste dyreart, der er kendt for at udvikle smitsom, akut og dødelig pneumoni som følge af infektion med P. aeruginosa. Hos mennesker og andre dyr er bakterien kendt som en opportunistisk patogen, der typisk kræver, at værten er immunkompromitteret eller på anden måde svækket for at kunne etablere en infektion. Blandt andet er P. aeruginosa det vigtigste patogen for patienter, der lider af den arvelige sygdom cystisk fibrose (CF), hvor bakterien forårsager en kronisk infektion. Ræve kan inficeres med P. aeruginosa ved anvendelse af kontaminerede instrumenter i forbindelse med kunstig insemination. Epidemiologi Der er udført epidemiologisk forskning, men epidemiologien er aldrig blevet belyst i detaljer. Udbrud af hæmoragisk pneumoni forårsaget af P. aeruginosa forekommer i Danmark primært fra september til november. Hvorvidt dette sæsonudsving er relateret til faktorer hos mink, som har en meget sæsonbetonet livscyklus, eller den vedrører andre faktorer i miljøet, er ikke afklaret. Der er ikke påvist disponerende virusinfektioner eller andre infektiøse faktorer, som kunne optræde som primære faktorer og eventuelt forklare den sæsonmæssige variation. Mulige faktorer i miljøet kunne have at gøre med sammensætningen af ​​foderet eller vejrforholdene i efteråret med høj luftfugtighed, temperaturer typisk over frysepunktet, men under 15⁰C, og mindre sollys og dermed mindre UV-stråling end på andre tidspunkter af året, hvilket skaber gunstige betingelser for mikroorganismer.   Mulige disponerende faktorer hos minken selv kunne være udsving i

Influenza hos mink af Anne Sofie Hammer, Peder Elbek og Tove Clausen Forekomst og betydning Influenzainfektioner forekommer hos fugle og en række pattedyrarter, herunder mink og mennesker. Mink kan inficeres spontant med human influenza A. Sygdomsvoldende influenza A infektioner er påvist hos mink i mange pelsdyrproducerende lande i de senere år: H1N2 fra svin er beskrevet som årsag til klinisk sygdom på minkgårde i USA i 2010, fugleinfluenza H10N4 er beskrevet som årsag til kliniske sygdomsudbrud på minkgårde i Sverige i 1984, H1N1pdm09 af blandet svine/human oprindelse er beskrevet fra udbrud på minkgårde i Norge og Holland i 2011 og i Danmark i 2010, 2011, 2013 og 2014, svineinfluenza H3N2 er beskrevet fra udbrud i Canada i 2006 og 2010 og i Danmark 2009. Forekomsten af influenza hos mink overvåges ikke, så hyppigheden af udbrud i Danmark er ikke kendt. Morbiditet ved influenzaudbrud er formodentlig omkring 100%, mens mortaliteten varierer fra meget lav (få procent) til høj (20-30%). Ætiologi Influenzavirus tilhører familien Orthomyxoviridae, en famile af negativ-sense, enkeltstrengede RNA-virus med segmenterede genomer. Den infektiøse partikel (virionet) har en pleiomorf, sfæririsk eller filamentøs form og er 80-120 nm i diameter. Til familien hører Influenza A, B og C. Influenza A og B virus klassificeres på baggrund af forskelle i nukleoproteiner og matrixproteiner.  Influenza A virus-genomet kan inddeles i 8 segmenter, der hver koder for et enkelt protein (segment 1-6) eller to proteiner (7-8). Influenza A virus inddeles i subtyper baseret på overflade antigenerne (proteiner, der stikker ud fra viruskappe) hemagglutinin (HA) og Neuraminidase (NA). Subtyperne er opkaldt efter de serologiske varianter af H og N antigener. Epidemiologi Vilde fugle er det naturlige reservoir for Influenza A virus. Influenza har spredt sig fra vandfugle og fjerkræ til pattedyr, hvor de har etableret sig som endemiske infektioner hos mennesker, heste og grise. Mink er modtagelige både for influenzasmitte fra vilde fugle og fjerkræ, mennesker og grise. I de fleste tilfælde menes smitten ved udbrud på minkgårde at være foderbåren. Der er beskrevet eksempler, hvor influenzavirus er overført direkte mellem mennesker og mink og mellem vilde fugle og mink. Der er forhold på minkgårde der gør, at det formodentlig sjældent sker i praksis, herunder begrænset kontakt mellem mink og havfugle og begrænset direkte håndtering af minkene. Udbrud af højpatogen H5N1 infektion i vilde fugle i Europa var ledsaget af smitte til vilde rovdyr, herunder en husmår i Tyskland og en amerikansk mink i Sverige, begge i 2006. Begge dyr blev fundet i områder, hvor fugle døde af influenza, og er formodentlig blevet smittet ved at æde af kadavere af døde fugle. Patogenese Influenza replikeres generelt i epitelceller og forårsager en akut infektion, som afsluttes, når værten udvikler et specifikt immunrespons. Patogenesen ved højpatogen H5N1 infektion i rovdyr er undersøgt i katte, ræve og fritter. Foderbåren smitte kan forårsage infektion både ved inhalation af virus til respirationsvejene eller infektion af tarmen. Fra respirationsveje og tarmkanal kan virus spredes til andre organer via blod eller lymfe. Symptomer Udbrud har været karakteriseret af nedsat appetit og pludselige dødsfald, hvor minkene findes døde med blodigt flåd fra snude og mund. I reglen kan der høres spredt nysen og hoste blandt mink i besætningen. Udbrud varer normalt omkring tre uger, hvorefter der ikke længere

Vaccine mod virusenteritis, botulisme og pseudomonas hos mink

Vaccine mod virusenteritis hos mink

Ivermectin/closantel pour on (5+200mg/ml)

Vaccine mod hvalpesyge hos mink

Vaccine mod hvalpesyge og virusenteritis hos mink

Toltrazuril oral suspension 50mg/ml, til smågrise

Butorphanol injektionsvæske 10mg/ml

Ivermectin injektionsvæske 10mg/ml

Ivermectin oral pasta 18,7mg/g

Ivermectin Pour-on 5mg/ml

Ivermectin 18,7mg, Praziquantel 140,3mg oral pasta til heste.